Sommerens tre største tendenser

Sommeren er i den grad kommet for at blive, og med undtagelse af et par dage har solen nu skinnet uafbrudt i to måneder. Derfor har du sikkert allerede været ude at investere i en helt ny sommergarderobe, som skal bære dig gennem varmen. Hvis du ikke har været afsted endnu, eller bare kunne trænge til lidt mere, giver vi dig her sommerens tre største tendenser. Du er sikkert allerede stødt på dem, men det skader vist ikke at høre dem igen. Læs videre for at blive opdateret på kimonoer, Georg Jensens marguerit-smykker og årets høje sandaler.

Kimono

Kimonoer er stormet ind på catwalken denne sæson, og de fås allerede i et hav af farver og mønstre. Hvis du endnu ikke har opdaget denne trend, har du vist levet under jorden. Men der er tid endnu!

De lækre kimonoer kan købes i stort set alle modebutikker, og du kan vælge lige det farveskema, der passer til dig. Her i sommervarmen giver en kimono den perfekte beskyttelse mod en kølig vind, samtidig med at den ser sommerfrisk ud og kan bæres over stort set alt.

Tidløse margueritter

Elegante og tidløse smykker er i den grad også in i år. Georg Jensens klassiske marguerit-serie er stadig lige så aktuel som nogensinde, og de hvide blomster passer perfekt til en lækker sommerbrun hud.

Smykkerne gives stadig som studentergave hvert år, så gadebilledet vrimler med dem på denne årstid. Marguerit-serien er en klassiker, som i sin tid er opkaldt efter Dronning Margrethes mormor, Margaretha. Det var nemlig hende, der oprindeligt fik kælenavnet Daisy. Hun døde dog længe før Margrethes fødsel, og Ingrid valgte at opkalde sin førstefødte efter sin mor. Ved Margrethes fødsel fik hun af Georg Jensen en margueritbroche, som minder om den, Ingrid fik til sit bryllup som minde om hendes mor. Sådan opstod marguerit-serien, og den er altså vævet tættere ind i vores danske historie, end mange tror.

Sandaler

Til fødderne er der bestemt også en trend denne sæson. Som sædvanlig har den en smule hæl på, men her kan alle være med. I år er der nemlig fokus på de brede, mellemhøje hæle. Især sandaler med en bred rem og en høj, smal ankelstrop ses i butikkerne denne sæson. Den meget flade sko med en bred hæl er nem at gå i og passer til mange lejligheder. Derfor bliver den formentlig en basisvare i mange garderober denne sommer. Satin vinder frem på alle fronter, så et par sandaler i en lækker, mild satin vil uden tvivl være et hit.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *